Baath-partiet og kurderne
For 40 år siden, i juli 1968 kom Baath-partiet med Ahmad Hassan al-Bakr til magten i Irak. En begivenhed, der fik betydelige konsekvenser for Kurdistans sydlige del, kulminerende med Enfal-kampagnen i 1987-89.
Ved magtovertagelsen lod Baath høre, at man ville håndtere ”det kurdiske spørgsmål på fredelig vis.” Man tilnærmede sig de to traditionelle modstandere, kurdere og kommunister for at forhindre dem i at slå sig sammen mod den fælles fjende, Bagdad.
Baath nominerede kurdere til kabinettet og erklærede, at kurdisk skulle undervises på i hele Irak, en nyt universitet skulle oprettes i Silêmanî og Newroz blev erklæret som national højtid. Ifølge kritikere var Baath ikke reelt pro-kurdisk, men forsøgte tværtimod at underminere kurdernes tilknytning og støtte til daværende leder Mele Mistefa Barzanî (1903-79), KDP ved at reformere og skabe goodwill hos kurderne.
Iraks præsident al-Bakr støttede således Barzanî’s kurdiske rivaler Îbrahîm Ehmed og Celal Talabanî, der senere dannede PUK (Yekîtî Nîştimanî Kurdistan). Kurderne og Bagdad var uenige om omfanget af det ønskede kurdiske autonomi, og hvorvidt Kerkûk skulle inkluderes heri. Bagdad var imod, pga. dens mange
oliekilder, mens kurderne betragtede Kerkûk som hovedstad; Kerkûk dilê Kurdistan e كهركووكدلیكوردستانئه ).
Saddam slutter fred med kurderne
Al-Bakr’s højre hånd og efterfølger, Saddam Hussein tog til Kurdistan og fortalte Barzanî, at han ikke ville rejse tilbage til Bagdad før han fik de kurdiske ønsker nedskrevet. De kurdiske ønsker blev til 11. marts Fredsaftale (1970), forhandlet af Mehmûd Osman, på vegne af Barzanî og Saddam Hussein.
Ifølge aftalen skulle kurdisk og arabisk være officielle sprog i Kurdistan, fuld kurdisk deltagelse i regering, embedsmænd i Kurdistan skulle være kurdere eller kurdisk-talende, en kurder som vicepræsident, forening af Kurdistan som ”en selvregerende enhed”.
Men denne aftale blev undermineret, fordi Bagdad 1) ikke accepterede kurdernes nominerede til vicepræsidentposten Hebîb Kerîm, 2) mordforsøg på Barzanî, heriblandt hans søn Îdrîs, muligvis regeringsplanlagte og 3) regeringens arabiseringspolitik i Kerkûk, Xaneqîn og Sincar, hvor Bagdad ved at bosætte arabere nedsatte antal kurdere.
Spændingerne udviklede sig til krigen 1974-75 mellem Bagdad og Barzanî’s 100.000 Pêşmerge’er og irregulære kurdiske styrker, der fik støtte fra Irans shah Mohammed Pahlavi. Det persiske Iran og arabere havde fra tidernes morgen været regionale rivaler. Iran og Irak havde ligeledes en grænsestrid om Shatt-al Arab-floden, samt øget amerikansk og iransk bekymring over Bagdads tætte forhold til det kommunistiske Sovjet.
Shahen og USA svigter Barzanî og kurderne
For at presse Irak, valgte Shahen – og derigennem dennes allierede USA – at støtte Bagdads fjender, kurderne. Det gik op for Bagdad at kurderne ville være uovervindelige med den iranske støtte, hvorfor Irak sluttede fred med Iran i Algiers marts 1975 ved et OPEC-møde; Saddam gav en del af Shaat-al Arab til Shah’en, der til gengæld tilbagetrak sin hjælp til kurderne.
Nogle kurdere overgav sig herefter til den irakiske hær. Andre flygtede til Iran for at slippe for den irakiske straf. Behdînans beboere prøvede at flygte nordpå via Tyrkiet, der dog nægtede at åbne sine grænser, hvilket skabte en humanitær krise.
Under Iran-Irak krigen fra september 1980 støttede KDP Saddams modstander Iran, ligesom KDP i Iran muligvis fik støtte fra Saddam. Det lykkedes Iran at overtage Hac Umran med KDPs hjælp, hvilket Saddam opfattede som forræderi – ”en dolk i ryggen, som Saddam aldrig vil glemme” (International Herald Tribune, 28/03-1984).
Som straf udryddede Saddam et stort antal Barzanî’er i juli 1983. Disse var i blevet deporteret i 1975 fra Barzan til Sydirak, senere anbragt i mujama’a (irakiske koncentrationslejre) i Kuştepe, syd for Hewlêr, idet deres område, Barzan herefter blev ødelagt af styret.
I sommeren 1983 blev 8000 Barzanî mænd, selv Caş (Jash; kurdiske soldater på Bagdads side) i alderen 7-85 samlet og kørt til Bagdad, Necef og Kerbela. De blev slæbt gennem gaderne, udstillet som forrædere overfor folket og senere henrettet, heriblandt 3 af Mele Barzanî’s sønner – ”De skred ad helvedes til”, som udtalt af Saddam (Al Iraq, 13/09-83). De faldne Barzanî’ers koner blev for nogles vedkommende tvunget ud i prostitution for forsørgelse.
Pêşmerge’erne fortsatte samarbejdet med de iranske styrker i kampen mod den irakiske regering, hvilket yderligere forstærkede Saddams frygt for en iransk-kurdisk sammensværgelse mod ham og Irak. Samtidig frygtede Bagdad for kurdiske løsrivelse, især efter at de stridende grupper, KDP og PUK sluttede våbenstilstand med iransk mægling.
Folkemordskampagne mod kurdere starter
I marts 1987 startede Saddams fætter, Kemiske Ali, alias Elî Hesen Mecîd, Enfal-kampagnen med kemiske angreb på Balîsan dalen i april 1987. Mecîd dekreterede:
”Indenfor deres jurisdiktion må de væbnede styrker dræbe ethvert tilstedeværende menneske eller dyr i disse områder.”
(Art 5, Dekret 3. juli 1987)
Kurdiske områder blev giftgasset, mest markant i Helebçe 16. marts 1988, efter at byen først var blevet overrendt af iranske styrker i samarbejde med PUK.
Ved dette angreb døde ca. 5000 mennesker. Under dette folkemord, som Enfal var, blev kurdiske landsbyer ødelagt, officielt for at forhindre Pêşmerge i husly, partisaners børn blev tilfangetaget for at skaffe oplysninger om fædrene, fanger blev tortureret ihjel, overlevende fra kemiske angreb blev dræbt og kvinder blev voldtaget af de irakiske styrker.
Fanger blev anbragt i Mujamma’a og sultet ihjel.
Eksempler fra Enfal, som rapporteret af bl.a. Amnesty:
· Ved en enkel episode blev 29 kurdiske unge i årene 17-23 tortureret ihjel i fængslet, som de var havnet i uden nogen sigtelse
· 11. november 1987 blev ml. 100-150 kurdere fra landsbyen summarisk henrettet efter hus-til hus søgning i Kerkûk
· Irakiske myndigheder kom gift i 40 kurdiske dissidenters yoghurt i sent 1987
· Civile ofre for kemiske angreb i Qeredax tog til Silêmanî for at blive behandlet. 400 af disse, heriblandt kvinder og børn, blev interneret af Baath-styret i Tanjaro-lejren i Silêmanî og alle henrettet 2. april 1988
· 1000 mennesker blev 28. august 1988 ramt af kemiske angreb, interneret, dræbt og derefter lagt i massegrave i Duhok
· 16-årige Rêbiwar Mihemed Kerîm Ezîz fra Silêmanî blev anholdt som 13-årig og henrettet i Abu Ghraib-fængslet i december 1987 (Amnesty Årsrapporter 1988 og 1989)
Enfal-kampagnen stoppede i slutningen af 1988/starten af 1989. År senere, 2. august 1990 besatte Saddam nabolandet Kuwait. Han blev et halv år senere fortrængt derfra af en amerikansk-ledet alliance i januar 1991. Derefter opfordrede USA’s daværende præsident George Bush Iraks folk til at gøre oprør mod Saddam, dog uden at støtte dem militært heri.
Kurdere og shiitere gør oprør
Iraks shi’itere og kurdere gjorde oprør, Raperîn marts 1991, først i Raniye og senere også i Kerkûk, der faldt i kurdiske hænder 19. marts 1991. Saddam slog hårdt ned på oprøret og genvandt Sydkurdistan kort tid efter. Han straffede på brutalt vis oprørerne og civile:
· Ved en enkel episode i foråret 1991 blev 11 kurdiske mænd dræbt i Kerkûk, heriblandt 2 børn, der blev skamferet inden henrettelsen i Qere Hencîr – den ene fik begge øjne stukket ud og arme revet af (Amnesty 1992)
· Kurderne blev beskudt fra helikoptere, mens de flygtede til Tyrkiet og Iran
· 20 kurdere blev dræbt for at hjælpe sårede Pêşmerge’er i Hewlêr i april 1991
· 40 civile kurdere blev brændt ihjel af regeringen i landsbyen Erbat, tæt på Silêmanî i april 1991 (Amnesty 1992)
Som resultat af Baath-styrets forbrydelser mod kurderne i Sydkurdistan er omkring 250.000 kurdere blev dræbt, heraf 180.000 ”forsvundet” under Enfal. Over 4000 landsbyer ud af 5000 landsbyer blev ødelagt og to-tredje dele af Sydkurdistan blev affolket for kurdere.
orening KOMKAR-Danmark